
Regeringsgrundlaget - Markant vendepunkt for grisene
Svinevalget er slået igennem i regeringsgrundlaget
Danmark har fået en minister for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen og Fødevareministeriet nedlægges. Samtidig lægger regeringsgrundlaget op til vigtige ændringer for grisene i dansk landbrug.
Hos Grivita hilser vi det meget velkomment, at dyrevelfærd endelig er rykket højere op på den politiske dagsorden, og vi ser regeringsgrundlaget som et markant og positivt skridt for grisene.
Regeringsgrundlaget lægger bl.a. op til:
-
forbud mod ekstremavl
-
reel overholdelse af forbuddet mod halekupering
-
udfasning af fiksering omkring faring og diegivning
-
senere fravænning uden mulighed for undtagelser
-
krav om mere plads og rodemateriale
-
markant styrket kontrol
-
færre undtagelser og smuthuller i reglerne
-
flytning af dyrevelfærdskontrollen til Justitsministeriet
Det er centrale punkter, fordi de rammer nogle af de største problemer i den nuværende griseproduktion.
Regeringen vil også omlægge griseproduktionen, så Danmark fremover primært opdrætter grise til egen fødevareforsyning eller forædling herhjemme – og så eksporten af levende smågrise reduceres.
Som led i omlægningen vil regeringen indføre et midlertidigt stop for nyetableringer og udvidelser af konventionel griseproduktion, indtil der er klarhed over de fremtidige rammer. Regeringen vil også give kommunerne mulighed for at afvise ny eller udvidet svineproduktion af hensyn til natur, miljø og naboer.
Den konkrete omlægning skal forhandles med landbruget, dyre-, natur- og miljøorganisationer samt arbejdsmarkedets parter. Hvis der ikke er en aftale inden for et halvt år, vil regeringen selv tage politiske initiativer.
Grisene har ikke brug for flere lange processer uden konkret virkning. De har brug for lovgivning, kontrol og forandringer i staldene.
Regeringsgrundlaget løser dog ikke alle problemer.
Der mangler fortsat klare løsninger på bl.a.:
-
udfasning af COâ‚‚-bedøvelse ved slagtning
-
konkrete krav til lavere antibiotikaforbrug
-
brugen af slag mod hårdt underlag som aflivningsmetode for pattegrise
-
konkretisering af kravene til plads og rodemateriale, så de får reel virkning i staldene
-
en præcis definition af forbuddet mod ekstremavl, herunder at søer ikke avles til flere pattegrise, end de selv kan passe
Hvert døgn dør omkring 25.000 pattegrise i de danske stalde. Det er ikke acceptabelt. Stop for ekstremavl og senere fravænning bør kunne bidrage til lavere dødelighed, men regeringsgrundlaget fastsætter ikke et særskilt mål for at nedbringe pattegrisedødeligheden.
Grivita ser regeringsgrundlaget som et markant vendepunkt for grisene. Nu bliver det afgørende, hvordan regeringsgrundlaget udmøntes i bindende lovgivning, effektiv kontrol og reelle forbedringer for grisene – og at der også er politisk vilje til at tage fat på de problemer, der fortsat mangler klare løsninger.

Akutplanen for dyrevelfærdskontrollen
- Et nødvendigt skridt
I regeringsgrundlaget lovede regeringen en akutplan, der skulle styrke dyrevelfærdskontrollen, regelefterlevelsen og sanktionerne markant. Regeringen fremlagde 29. september 2026 akutplanen med 15 initiativer for dyrevelfærdskontrollen. Den er et svar på Rigsrevisionens skarpe kritik og på, at omkring 1.500 opfølgende kontroller fra 2025 og første halvdel af 2026 ikke var gennemført.
Grivita hilser planen velkommen. Den er et første skridt – ikke målet.
Det indeholder planen
-
En ny styrelse, Dyrevelfærdskontrollen, fra 2027 med 134 nye årsværk.
-
Kontroltrykket for grise og kvæg hæves fra 20 til 30 % af besætningerne om året.
-
Som udgangspunkt to tilsynsførende på kontrolbesøg, heraf mindst én dyrlæge.
-
Strafferammen for de groveste sager tredobles til 6 års fængsel.
-
Det skal være sværere at undgå kontrol ved at skifte CVR-nummer.
Hovedparten skal gælde fra 1. juli 2027.
Uanmeldte besøg og bøder
Kontrolbesøg er allerede som hovedregel uanmeldte. Men hvis der ingen var hjemme ved to kontrolbesøg, kan tidspunktet for det tredje besøg varsles op til 48 timer i forvejen – i 2025 var det omkring hvert sjette kontrolbesøg i svineproduktionen, der blev varslet. Den varsling fjerner planen som udgangspunkt.
Grivita mener, at det også skal sikres, at en ansvarlig altid kan give kontrollen adgang.
Regeringen vil også undersøge administrative bødeforlæg, så kontrollen selv kan tilbyde en bøde for klare overtrædelser som for lidt plads eller manglende rodemateriale. I dag kræver en bøde, at sagen politianmeldes, og ifølge Rigsrevisionens undersøgelse skete det kun i ca. 4 % af tilfældene – de fleste overtrædelser ender med en indskærpelse, en løftet pegefinger. Bødeforlæg kræver en lovændring, men administrative bødeforlæg fremgår ikke af regeringens lovprogram for 2026-27. Derfor ønsker Grivita, at der fastlægges en tidsplan.
Gentagelser skal få konsekvenser
Rigsrevisionen har påpeget, at sanktioner kun skærpes ved gentagelser i samme besætning. Finder kontrollen samme problem i en af ejerens andre besætninger, fører det ikke til en skærpet sanktion – selv om over 30 % af producenterne har flere besætninger. Akutplanen vil inddrage producentniveauet, når besætninger udpeges til kontrol, gøre det sværere at undgå kontrol ved CVR-skift og generelt skærpe sanktionspraksis. Men den siger ikke, at gentagelser skal tælle på tværs af ejerens besætninger. Det bør den.
Nye regler kræver nye kontrolregler
Kontrol kan kun håndhæve de regler, der findes – og minimumsreglerne er alt for lave. I dag er det lovligt at holde en slagtegris på 100 kg på 0,65 m², og efter myndighedernes vejledning kan to træstykker accepteres som rodemateriale til 10–18 grise. Omkring hver femte pattegris er dødfødt eller dør inden fravænning – de gældende regler og deres håndhævelse har ikke ændret på det. Søer, der er avlet til at få flere pattegrise, end de kan passe, og slagtegrise, der lever tæt sammen på spaltegulv uden halm, får ikke et godt liv – hvor godt reglerne end bliver kontrolleret. Grivita ser frem til en helt anden lovgivning, der tilgodeser grisenes behov.
Det store skridt er den omlægning af griseproduktionen, som regeringen har lovet, og som grisefireparten skal drøfte i 2027 – for grisenes velfærd bl.a. stop for ekstremavl, hele haler, løse søer, senere fravænning og mere plads.
Akutplanen varsler allerede særlige kontrolindsatser for halekupering og ekstremavl. Det skal følges op med kontrolregler, der passer til hele omlægningen – herunder kontrol af, hvordan grisene faktisk har det.